Du misser altid de skud, du ikke tager

Et af mine favoritcitater kommer fra alle tiders bedste ishockeyspiller Wayne Gretzky. Han sagde engang at du misser alle de skud du ikke tager. Med andre ord, har du en chance for at skyde mod målet, så skyd hellere i stedet for at lade være.

Alt for ofte går man ud af livets landevej uden at vide hvor målet er. Problemet er at vi som mennesker har en tendens til at blive alt for filosofiske og dybe, når det kommer til at sætte mål i tilværelsen.

Sæt et mål, og gå efter det. Hvis du har et nært mål, som er til at føle på, så er det nemmere at ramme plet, end hvis du skyder når du knap kan skimte målet. Sæt dig nogle små mål i livet, så har du det også sjovere undervejs.

Når man skyder mod et mål, sker det nogen gange at man ikke rammer. Gør det ondt fordi du ikke ramte? Fortsætter du at skyde mod det samme mål, eller går du efter et nyt?

Det vigtigste er at du har et mål at gå efter. Og så lad være med at være bange for at tage de skud.

Forøg din personlige præstation

Jeg så for et par år siden et foredrag med BS Christiansen i Trommen i Hørsholm. Han var inviteret til at tale lidt om præstation til de frivillige ledere i kommunen. Nu var jeg ikke speciel fan af BS, og jeg havde på forhånd meget lille kendskab til ham. Så det var ikke de store forventinger jeg havde til foredraget.

Alligevel blev jeg meget positivt overrasket. Her er nogle af de kloge ting der kom ud af den aften:

Ærlighed skaber tryghed. Tryghed fremmer præstation.

Det er vigtigt, at man også er ærlig, hvis man er bange for noget. Hvis man ikke erkender og får talt ud om sin frygt, så kan det gå hen og blive til angst. Og så er du først låst fast.

Det er ok at fejle. Lad være med at straffe fejl, men ros folk for at prøve. Støt og bak op til at forsøge igen hvis en person fejler.

Tilværelsen handler om at få det meste ud af livet her og nu. Vi skal alligevel alle dø (på et eller andet tidspunkt).

Lad være med at gå uden om problemerne, og gå aldrig over for grønt – gå i stedet over når der er fri for trafik.

Gør det du selv finder rigtigt. Og brug dine penge mens du lever.

For at et team skal fungere er det vigtigt at mål og forventninger hos hver enkelt deltager er afstemt. Kun derigennem kan man skabe succes.