Symbolisme, hvordan symboler påvirker organisationens kultur

Vi er omgivet af symboler overalt, og symboler er interessante fordi vi som kultur tillægger dem en værdi gennem den måde vi fortolker dem på. En fortolkning der kan være forskellig fra person til person. Men har du nogensinde tænkt over at du kan påvirke og lede din organisation gennem symboler?

Et af de mest velkendte symboler er svastika, som oprindeligt var et gammelt kinesisk symbol der betød lykke. Senere blev det misbrugt af nazisterne i Tyskland, og på grund af dette tillægger de fleste det nok en anden betydning end held og lykke. Omstændighederne påvirkede kulturen og fortolkningen af symbolet.

Symboler vækker stærke følelser – negative såvel som positive. De kan forme vores identitet og skaber mening i vores liv. Det gør symboler ved at erstatte komplekse forklaringer. Og derved siger symboler noget om hvem vi er.

Men symboler kan også sætte begrænsninger på vores opførsel og handlinger. Symboler kan opstille irrationelle regler og undertrykker derved vores frihed som mennesker.

Symboler kan være fysiske objekter, som f.eks. et logo. Tag McDonnalds som et af de mest kendte logoer. Farven er gul, hvilket kan symbolisere morgen eller noget nyt. Det buede M, kan symbolisere en fugl, og dermed noget med frihed. Hvad end du selv fortolker symbolet som, kan have mening.

Der kan også være symbolværdi i det fysiske sted. Hvor du placerer din virksomhed. Lego har f.eks. valgt at forblive i Billund, fordi det er del af deres historiske identitet. Og fordi stedet symbolisere noget af deres arv.

Der kan også være symbolisme i den måde folk går klædt på. Ikke at der behøver være en dress code, men at der gennemgående er en måde som folk i bestemte virksomheder gå klædt på.  Kunne du f.eks. forestille dig en bankansat i shorts og hawaiiskjorte – måske?

Symboler kan også være handlinger. Du kender sikkert udtrykket en symbolsk handling. At man gør noget for at vise, at man respekter modparten. F.eks. ved at holde døren for en kollega eller trække stolen ud for sin borddame. Men alle handlinger er på den ene eller anden måde symbolske. Alle de valg du træffer, sender et signal om hvem du er og skaber dermed en symbolværdi.

Så symboler former vores kulturelle identitet hele tiden. Og det kan være med til at sætte restriktioner på din kreativitet og handlefrihed – lidt ligesom normer. Men symboler har ikke nogen objektiv værdi, så jeg mener man skal være klar over ikke altid at følge symboler blindt.