NQ: Involvering gennem sociale medier

Boganmeldelse

Der er efterhånden en del virksomheder, der har gjort de første, spæde forsøg med sociale medier. For mange handler det stadig om, at være til stede på de medier hvor kunderne er. Og jeg tror de færreste virksomheder har tænkt over hvad de virkelig vil have ud af det –  ud over omtale og øget kendskab hos kunderne. Det forsøger Jacob Bøtter give et bud på sin bog fra 2010: “NQ: Involvering gennem sociale medier“.

Hans budskab til virksomheder, der ønsker at arbejde med sociale medier, er, at de skal bruge det til at forrente hvad kan kalder den sociale kapital. Og hvorfor skal vi så gøre det? Jo det bruger han lidt af introduktionen til at argumentere for:

“Den massive mængde af viden vi har til rådighed i dag, gør, at verden er blevet uoverskuelig og kompleks og må vi må derfor spørge os selv: Hvornår ved du nok til at vide nok? Præmissen er altså, at ingen af os kan have alle svarende selv. Den eneste måde vi kan løse de problemstillinger, der ligger foran os, er ved at involvere så mange mennesker som muligt i alt hjælpe os. De, der forstå at udbygge deres NQ (netværkskvotient), har altså et gigantisk forspring foran dem, der stadig tror, de kan regne det hele ud på baggrund af deres høje IQ.”

Bogen kommer herefter med 55 eksempler på hvordan man kan involvere medarbejdere, kunder, leverandører eller offentligheden i al almindelighed. Den sætter nogle af de opgaver hver organisation arbejder med i relation til de sociale medier, og giver eksempler på hvordan man kan bruge dem i sin hverdag. Og kommer desuden med praktiske eksempler på hvordan andre har gjort det.

Bogen er super overskuelig og har rigtigt mange brugbare ideer. Bogen er hurtigt læst og giver nogle gode argumenter for at kaste sig ud i brugen af sociale medier.

Men det er en idebog. Det er ikke en praktisk håndbog i hvordan du gør. Bogen giver et eksempel på at lade personalehåndbogen blive et levende dokument, hvor alle ansatte har mulighed for at redigere og skrive nye indlæg. Lidt ligesom Wikipedia. Her står man så tilbage og tænker, hvordan er det lige jeg skal installere en intern Wiki på min arbejdsplads? Her giver bogen intet svar.

Det havde også været et plus hvis forfatteren havde brugt noget mere tid på at uddybe ideen om NQ. Den måde mange virksomheder opdeler deres organisationer i hierarkier, og  sætter de ansatte ind i snævert afgrænsede bureaukratiske bokse er jo den dominerende tankegang de fleste steder. Hvis jeg er overbevist om at deling af viden kun fører til øget konkurrenceevne, så er bogen en bekræftelse af dette. Men hvis jeg tror på at en organisation bestående af fagbureaukratiske specialister er den eneste måde hvorpå jeg kan modsvare den øgede konkurrence, så mangler jeg uddybende svar. Hvorfor skal min organisation bruge tid på formidle viden internt og eksternt og bruge tid på NQ.

Alt i alt er bogen værd at bruge tid på, og som Lars Kolind skriver i forordet, så er der mindst 10 af dem du kan bruge til noget. Og hvis du ikke kan, så er det dit problem.