Hvad betyder kommunikation for en leder?

I et indlæg på kommunikationsforum f0rsøger Pia Lauritzen at give en meget lang og lidt snørklet kritik af de nyere strømninger inden for ledelsesteori, der ser det som et mål at skabe mening gennem gensidig kommunikation. Pia Lauritzen mener disse ledelsesteorier er forkerte, og tager i sin kritik blandt andet udgangspunkt i Gitte Haslebo og hendes fremragende bog “Relationer i organisationer”.

En vigtig pointe i nyere ledelsesteori er at skabe mening med det der sker. Pia Lauritsen skriver “Vi er ikke, som ledelsesteorierne giver indtryk af, herre over sproget, og det er derfor direkte misvisende at betragte ledelse som et spørgsmål om at skabe og udbrede fortællinger og mening.” Dermed mener hun vel egentlig, at der er begrænsninger på hvad vi er i stand til at sætte ord på. Hvis der er noget der ikke kan måles og vejes, så mener Pia Lauritzen åbenbart ikke man kan beskrive det.

Det er måske sandt, at man ikke kan beskrive noget objektivt, når man ikke kan måle eller veje det. Kan du for eksempel beskrive kærlighed eller smerte objektivt på en skala fra 1 til 10? Pointen i nyere ledelsesteorier er, at verden ikke er objektiv. Hvis man f.eks. kigger tilbage på den finansielle krise, hvor flere virksomheder oplevede drastiske nedgange i omsætningen, så var der jo ikke noget rationelt svar på hvad man kunne gøre. Der var lige pludselig mange håndtag der kunne skrues på samtidig, og hvilket et skulle man dog vælge? Der var ikke længere en årsag og en virkning, men mange årsager og mange mulige løsninger at vælge i mellem.

Her er meningsskabelse og kommunikation vigtig for ledelsen. Vigtigt fordi hele organisationen gerne skulle ende op med at bevæge sig i den samme retning efter at have været afbrudt af krisen. Det er ikke længere nok at ledelsen udtænker planer bag lukkede døre og eksekverer deres beslutninger, og tror de bliver udført af medarbejderne. Der er brug for at ledelsen kommunikerer og lytter til de forestillinger, viden og fortællinger der er organisationen. Også de usagte historier som gemmer sig i enhver organisation.

Pia Lauritzens kritik bygger på et simpelt verdensbillede, hvor der ingen ændringer er. Hvor der ikke opstår kriser. Og hvor man kan komme på arbejde hver dag uden at forvente pludselige forandringer. Denne verden er rationel. Her behøver man ikke tale sig til rette, fordi man løser problemerne på den måde man altid har gjort.

Hvis udviklingen gik i stå. Hvis vi ikke så nye opfindelser påvirke vores dagligdag. Hvis globaliseringen ikke puster os i nakken. Hvis ingen af dine kolleger nogensinde stopper. Så kunne denne verden måske være virkelighed. Men virkeligheden er nok mere kompleks end nogen overhovedet kommer til at forstå den.

2 tanker om "Hvad betyder kommunikation for en leder?"

  1. Kære Claus!

    Jeg synes, din læsning af Pia Laurtizens indlæg på Kommunikationsforum er stærkt reduktionistisk.

    Jeg mener, at du fejllæser Pias idéhistoriske grundlag og forståelsesparadigme, som ligger meget langt væk fra en insisteren på objektivitet baseret på vejen og målen.

    Du udleder fx:
    “Hvis der er noget der ikke kan måles og vejes, så mener Pia Lauritzen åbenbart ikke man kan beskrive det.”

    Det er helt skævt. Den sprogkritik, der føres frem på Kforum, handler om at sproget er overindividuelt og delvist bestemmende for, hvad vi kan sige, og hvordan vi kan handle.

    Det handler om en nuanceret kritik af socialkonstruktivismen, ikke om at udbrede en rational forståelse af verden og rigide, statiske handlemåeder, sådan som du tolker det:

    “Pia Lauritzens kritik bygger på et simpelt verdensbillede, hvor der ingen ændringer er. Hvor der ikke opstår kriser.”

    Hvordan pokker når du frem til den konklusion?

    Alt godt,

    Kasper

    • Hej Kasper,

      Tak for din kommentar.

      Er det en sprogkritik eller en kritik af socialkonstruktivismens syn på ledelse vi er ude i?

      Det simple verdensbillede er for eksempel udtrykt i “Når vi som mennesker har erkendt noget på en bestemt måde, bliver vi ved med at erkende det på samme måde, indtil vi gentagne gange har gjort erfaringer med og genkendt det som noget andet. Derfor tager ændringer i organisationer så lang tid. Ikke fordi vi ikke vil tænke og gøre noget andet, end vi plejer, men fordi vi ikke kan, så længe der er strukturer, der bekræfter os i, at verden ser ud, som den hele tiden har gjort.”
      Dvs at verdensbilledet holdes fast i nogle strukturer fordi vi bliver bekræftet på at det vi gør er det rigtige. Dette synspunkt fungerer fint i en stabil verden.

      Jeg siger ikke at det er forkert at se verden som stabil. Og at der vil være begrænsninger i kommunikationen fordi vi er underlagt nogle sociale spilleregler for hvad der kan siges og hvad der ikke kan siges. Men er det ikke det ledelsesteorierne ligger op til? at forstå kommunikation og dermed ledelse som en social meningsskabende proces?.

Der er lukket for kommentarer.