Hvad betyder kommunikation for en leder?

I et indlæg på kommunikationsforum f0rsøger Pia Lauritzen at give en meget lang og lidt snørklet kritik af de nyere strømninger inden for ledelsesteori, der ser det som et mål at skabe mening gennem gensidig kommunikation. Pia Lauritzen mener disse ledelsesteorier er forkerte, og tager i sin kritik blandt andet udgangspunkt i Gitte Haslebo og hendes fremragende bog “Relationer i organisationer”.

En vigtig pointe i nyere ledelsesteori er at skabe mening med det der sker. Pia Lauritsen skriver “Vi er ikke, som ledelsesteorierne giver indtryk af, herre over sproget, og det er derfor direkte misvisende at betragte ledelse som et spørgsmål om at skabe og udbrede fortællinger og mening.” Dermed mener hun vel egentlig, at der er begrænsninger på hvad vi er i stand til at sætte ord på. Hvis der er noget der ikke kan måles og vejes, så mener Pia Lauritzen åbenbart ikke man kan beskrive det.

Det er måske sandt, at man ikke kan beskrive noget objektivt, når man ikke kan måle eller veje det. Kan du for eksempel beskrive kærlighed eller smerte objektivt på en skala fra 1 til 10? Pointen i nyere ledelsesteorier er, at verden ikke er objektiv. Hvis man f.eks. kigger tilbage på den finansielle krise, hvor flere virksomheder oplevede drastiske nedgange i omsætningen, så var der jo ikke noget rationelt svar på hvad man kunne gøre. Der var lige pludselig mange håndtag der kunne skrues på samtidig, og hvilket et skulle man dog vælge? Der var ikke længere en årsag og en virkning, men mange årsager og mange mulige løsninger at vælge i mellem.

Her er meningsskabelse og kommunikation vigtig for ledelsen. Vigtigt fordi hele organisationen gerne skulle ende op med at bevæge sig i den samme retning efter at have været afbrudt af krisen. Det er ikke længere nok at ledelsen udtænker planer bag lukkede døre og eksekverer deres beslutninger, og tror de bliver udført af medarbejderne. Der er brug for at ledelsen kommunikerer og lytter til de forestillinger, viden og fortællinger der er organisationen. Også de usagte historier som gemmer sig i enhver organisation.

Pia Lauritzens kritik bygger på et simpelt verdensbillede, hvor der ingen ændringer er. Hvor der ikke opstår kriser. Og hvor man kan komme på arbejde hver dag uden at forvente pludselige forandringer. Denne verden er rationel. Her behøver man ikke tale sig til rette, fordi man løser problemerne på den måde man altid har gjort.

Hvis udviklingen gik i stå. Hvis vi ikke så nye opfindelser påvirke vores dagligdag. Hvis globaliseringen ikke puster os i nakken. Hvis ingen af dine kolleger nogensinde stopper. Så kunne denne verden måske være virkelighed. Men virkeligheden er nok mere kompleks end nogen overhovedet kommer til at forstå den.